“Det var for mig personligt (ikke blot fagligt) en stor oplevelse, og jeg føler selv, jeg fik et enormt udbytte, som måske ligefrem kan være afgørende for min videre færd fremover såvel privat som professionelt. Tak for en fantastisk dag”.
Henrik Esberg, Økonomichef Uno-X.
Kommunikationstræning kalder vi det, fordi vi mener man træne med praktiske øvelser og opgaver. Vores forløb er bygget sådan op at vi efter en kort teoretisk indledning for at få kommunikationens bestanddele og dynamikker på plads, indlærer værktøjer og teknikker, som vi så træner til de fungerer.
Kommunikation er en meget personlig sag, derfor arbejder vi ikke med et system eller én færdig løsning. Hvilke strategier og værktøjer, der fungerer afhænger i meget høj grad den enkeltes personlighed, faglighed, og hvordan disse spiller sammen i en given kontekst. Uanset om vi træner advokater, specialister, ledere eller frontlinjepersonale tager vi udgangspunkt i den konkrete kommunikationskontekst og bygger forløbet op omkring at afklare og indlære præcis de færdigheder, der er nødvendige for at den enkelte udnytter sine kompetencer og ressourcer optimalt.
Hvorfor kommunikationstræning? Den dalende respekt for autoriteter og myndigheder generelt i samfundet, betyder at ingen længere kan regne med, at en titel giver den nødvendige autoritet. Det gælder uanset om man skal rådgive om komplekse juridiske forhold eller skal udføre en myndighedsopgave ved at få en uromager til at forlade et S-tog. Alle mødes i dag med samme krav om en faglighed og en funktionsudøvelse, der skal være kvalificeret, konsistent værdibaseret, og som skal formidles naturligt, forståeligt og i øjenhøjde. Den opgave er dertil blevet vanskeligere end tidligere, i kraft af den øgede kompleksitet i samfundet og de regler der styrer det.
Skræddersyede læringsforløb på baggrund af research omkring den enkelte faggruppe og den enkelte virksomhed for at sikre træningens specifikke relevans. Vores research giver os mulighed for at forstå målgruppens udfordringer, handlinger og motiver og dermed også for udvikle det forløb, der giver den inspirerende, engagerende og meningsfulde læring, som i sidste ende giver det største udbytte for den enkelte.
Træningen gennemføres under ledelse af Sune Bjørnvig som er cand. scient. pol., instruktør og skuespiller. Han har mange års erfaring med at kombinere sit akademiske, analytiske udgangspunkt med konkrete værktøjer fra teatrets verden, som alle kan tage i brug.